VoiceOver læser det op, der sker på skærmen, så du kan bruge iPhone uden at se den.

VoiceOver fortæller dig om hvert emne, som du vælger. VoiceOver-markøren (et rektangel) omgiver emnet, og VoiceOver siger dets navn eller beskriver det.

Rør ved skærmen, eller træk fingeren over den for at høre emner på skærmen. Når du vælger tekst, læser VoiceOver teksten op. Hvis du slår Læs info op til, vil VoiceOver evt. fortælle dig navnet på emnet eller give dig instruktioner – f.eks. “tryk to gange for at åbne”. Du interagerer med emnerne på skærmen, f.eks. knapper og henvisninger, ved at bruge de bevægelser, der er beskrevet i Lær at bruge VoiceOver-bevægelser.

Når du går til en ny skærm, afspiller VoiceOver en lyd og vælger og læser derefter det første emne (normalt emnet i øverste venstre hjørne) på skærmen op. VoiceOver fortæller dig også, når skærmen ændres til liggende eller stående retning, og når skærmen bliver låst eller låst op.

Bemærk: VoiceOver taler på det sprog, der er valgt i de internationale indstillinger, hvilket kan være influeret af indstillingen af Områdeformat i Indstillinger > Generelt > International. VoiceOver findes på mange sprog, men ikke alle.